Som udstiller på REBOOT er du en del af den grønne omstilling. Enten fordi din organisation eller virksomhed leverer et produkt eller en ydelse, der gør andre virksomheder mere bæredygtige, eller fordi I rådgiver om, hvordan jeres kunder kommer i gang (eller videre) med deres bæredygtighedsrejse.
Derfor har vi opstillet en screeningprocedure for potentielle udstillere. Det skal være med til at sikre et event, hvor kvaliteten og troværdigheden af samme er i højsædet.
Det betyder, at alle udstillere på REBOOT kan leve op til minimum ét, og gerne flere, af nedenstående krav.
Udstillerens organisation eller virksomhed har opnået en certificering eller anden standard, som viser, at de aktivt indtænker bæredygtighed i deres virke.
Såsom EcoVadis, B Corp, 1% for the Planet, Grøn Klinik og Grøn Salon, Green Globe certificeringen, Green Key, Registreret Socialøkonomisk Virksomhed, The Green Business Bureau, REFOOD, SA8000, Positive Luxery, ISO 14001, ISO 50001
Ét eller flere af udstillerens produkter har opnået mærkning eller deklaration, som viser, at de aktivt indtænker bæredygtighed i deres produkter.
Såsom EU-blomsten, Svanemærket, GOTS, GRS, OEKO-TEX STANDARD 100, Cradle to Cradle, Fairmined, Ecocert – COSMOS ORGANIC & Natural, Demeter, Fairtrade, MSC-mærket, ASC-mærket, NaturSkånsom, Vegan Trademark, Rainforest Alliance Certified, FSC, DGNB, LEED, BREEAM, HQE
Udstillerens organisation, virksomhed eller produkt(er) har ingen certificering eller mærkning, men de har enten indsendt dokumentation for, at deres produkt, rådgivning eller konkrete løsning (i bæredygtig forstand) adskiller sig fra det konventionelle produkt eller dokumentation for, hvordan virksomheden eller organisationen mere langsigtet ønsker at bidrage eller medvirke til den grønne omstilling.
Det betyder, at selvom din virksomhed ikke er i mål med certificeringer eller mærkninger, er I også velkommen på REBOOT. Selvom kravene er garant for, at vores event handler om bæredygtighed, kan alt ikke gøres op i certificeringer. Hvor der er vilje, er der vej, og vi ser en kæmpe værdi i de forskellige perspektiver og potentialer, som forskellige virksomheder kan tilføre omstillingen af dansk erhvervsliv.
Det betyder også, at I som rådgivningsfirma i bæredygtighed naturligvis er velkommen på REBOOT, selvom I ikke selv er miljøcertificerede.
Danmark er – heldigvis – fyldt med startup-virksomheder, der allerede nu yder et enormt bidrag til en mere bæredygtig fremtid. Dem støtter vi op om på REBOOT, og derfor er nye virksomheder, der lever op til ovenstående krav, mere end velkommen til at udstille på REBOOT. Vi hjælper oven i købet iværksætterne lidt ekstra på vej ved, at man kan købe en standplads til reducerede priser.
Husk: du kan altid kontakte os, hvis du vil udstille og er i tvivl, om din virksomhed eller organisation opfylder ét af de tre krav.
Hvordan vurderer vi, om I kan deltage som udstiller på REBOOT?
Som et led i vores screeningsprocedure har vi udvalgt en række tredjeparts-certificeringer, som din virksomhed kan have opnået for at bekræfte den bæredygtige indsats. Bæredygtighedsstandarder og certificeringer er frivillige retningslinjer, der bruges af producenter, forhandlere, detailhandlere og tjenesteudbydere til at demonstrere, hvordan man som virksomhed tilgår forskellige miljømæssige, sociale og etiske praksisser.
Vi inddeler certificeringer på to niveauer:
-Virksomhed
-Produkt
Din virksomhed eller organisation kan have certificeringer og mærkninger på ét enkelt eller flere niveauer. I vores screeningsproces tager vi udgangspunkt i en liste med mere end 30 certificeringer, mærkninger eller standarder på tværs af brancher. De repræsenterer såvel nationale som internationale standarder inden for bæredygtighed – på enten produkt- eller virksomhedsniveau – og er vores garanti for, at din virksomheds arbejde med bæredygtighed lever op til vores udstillerkrav om troværdighed, kvalitet og transparens.
Når din virksomhed eller organisation skal notere, hvorvidt der er én eller flere certificeringer, skal alle opnåede og dokumenterbare certificeringer vælges. Husk at vedhæfte dokumentationen, når du indsender udstilleransøgningen. På den måde har vi bedst mulighed for at vurdere, om din virksomhed har imødekommet de krav, vi stiller til vores udstillere.
Mangler vi nogen?
Det er i samarbejde med eksterne rådgivere inden for bæredygtighed, at vi har identificeret og udvalgt de mere end 30 certificeringer, som vi mener, repræsenterer bæredygtighedsindsatser bredt på tværs af miljø og sociale initiativer. Har din virksomhed eller organisation opnået en certificering eller standard, som vi mangler, og som – du mener – bør give jer adgang til eventet som udstiller, er du meget velkommen til at skrive til os.
Vores screeningsudvalg mødes løbende for at vurdere virksomheder og andre potentielle certificeringer, standarder og mærkninger, som kan blive tilføjet til REBOOTs screeningsliste.
Skriv gerne, hvis du kender til en standard eller har en certificering, vi mangler. Så sørger vi for at diskutere den på næste møde.
Vi forbeholder os retten til at afvise forslag, som efter vores vurdering ikke lever op til vores krav om bæredygtighed på tværs af den tredelte bundlinje – miljø, social og økonomisk bæredygtighed.